Artist Statement

Blomster er centrale i mit billedsprog, både akvareller, gouacher, collager og lærreder, men jeg er ikke blomstermaler i gammeldags forstand. De er gennemskinnelige omrids, der som fraværsbilleder fortæller om deres skønhed og tabet af den. Som spor i erindringen. I 1980’erne formulerede jeg et “Ornamentalfabet”, hvor blomstertegn som koptisk nellike, iris og palme optrådte.

Jeg arbejder i mange lag, men også med tegn, som står helt klare og kan spænde over et helt lærred. Jeg lægger de transparente strøg på lærredet så de kan minde om gouache og akvarel. Jeg søger skønheden ikke for at glemme eller fortrænge virkeligheden, men jeg tror på en en poetisk og munter uskyld.

Titler på et par separatudstillinger jeg havde i 1980’erne i daværende Galerie Asbæk var netop “Mosroserne findes”. Det er en art parafrase over Inger Christensens digte. Efter at jeg havde fået et positivt tilsagn fra hende… En anden titel var “Den Lukkede Have”… Det handlede om midnatshaver og haver, der opstod som drømmesyn. Malerne Cy Twombly, Helen Frankenthaler, Elsworth Kelly, Manet og Matisse inspirerer mig.